Hvem er israelitterne?

Spørgsmål: “Hvem er israelitterne?”
Svar: “Hvem er israelitterne? Israelitterne er de fysiske efterkommere af Abraham gennem Isak og Jakob. Gud ændrede Jakobs navn til Israel i 1. Mosebog 32:28. Fra da af blev hans sønner og andre efterkommere kaldt “Israels sønner” eller “israelitter”.”
Jakob (eller Israel) havde tolv sønner, stamfædrene til de tolv stammer af israelitter. Det mest korrekte var, at ethvert medlem af en af Israels stammer blev kaldt en “israelit”. Vi ser denne brug af israelit ofte i Det Gamle Testamente (f.eks. 2. Mosebog 5:19; 3. Mosebog 24:10; 3. Mosebog 24:10; Nehemias 9:2). Ordet israelit findes flere andre gange i Det Nye Testamente: Jesus kalder Nathanael for en “israelit” i Johannes 1:47, og Paulus kalder sig selv for en “israelit” i Romerbrevet 11:1.
Ordet israelit bruges ofte synonymt med udtrykkene hebræer og jøde. Der er nogle tekniske forskelle, der adskiller disse ord, men for det meste er en sådan sammenblanding af begreberne acceptabel. Vi omtaler nogle gange israelitterne eller jøderne som “Guds udvalgte folk”. Denne betegnelse er direkte knyttet til den pagt, som Gud indgik med Abraham i 1. Mosebog 12:1-3.
Israelitterne var også modtagere af andre pagter med Gud: den mosaiske pagt (2. Mosebog 19-24), den palæstinensiske (eller land-) pagt (5. Mosebog 29:1-29), den davidiske pagt (1. Krønikebog 17:11-14) og den nye pagt (Jeremias 31:31, 33). Den nye pagt blev ved Guds nåde udvidet til at omfatte alle – både jøder og ikke-jøder – som tror på Jesus Kristus (Romerne 10:12).
I Det Nye Testamente får ordet israelit en anden betydning, som har at gøre med ens åndelige tilstand. Jesus kaldte Nathanael “virkelig” en israelit (Johannes 1:47). År senere mødte Jesus Zachæus, som var israelit af fødsel, og sagde om ham: “I dag er frelsen kommet til dette hus, for også denne mand er en Abrahams søn” (Lukas 19:9). Vi kombinerer dette med Paulus’ lære om, at “de, der har troen, er Abrahams børn” (Galaterne 3:7) for at konkludere, at frelsen ikke er baseret på fysisk afstamning, men på troen på Messias. Der er forskel på en israelit af fødsel (uden tro) og en israelit “i sandhed” (som har Abrahams tro). Nikodemus, en israelitisk leder, skulle fødes på ny (Johannes 3:3).
Gud lovede at velsigne israelitterne, når de overholdt Moseloven. Gennem årene har Gud brugt israelitterne på forbløffende måder, som Paulus opsummerer: “De er israelitter, og til dem hører adoptionen, æren, pagterne, lovgivningen, tilbedelsen og løfterne. Til dem hører patriarkerne, og af deres slægt, efter kødet, er Kristus, som er Gud over alle, velsignet til evig tid. Amen” (Romerne 9:4-5, ESV). Gud lovede også, at hele menneskeheden ville blive velsignet gennem Abrahams slægt (1. Mosebog 12:3). Jesus Kristus er opfyldelsen af denne universelle velsignelse.