Fran Healy vil virkelig gerne have, at du skriver den sang. Vi har brug for den, fortæller han mig flere gange over en opringning i begyndelsen af oktober. Iført en rød jumpsuit (hans “Superman”-outfit) og prædiker kærlighedens og sangens kraft – og smiler som en skotsk Mr. Rogers, når han siger, at Mark Zuckerberg kan “fuck right off” – udviser den 47-årige frontmand et engagement i både sit håndværk og en bid, der er næsten umulig at afvise. Hans passion for at være venlig er sandsynligvis grunden til, at du enten elsker eller hader hans band, Travis, der begyndte som en bedre end gennemsnitlig (og selvbevidst) efterligning af middelmådig britpop, før de fordoblede venligheden og blev det største band i Storbritannien i “ti minutter” (Healys ord) med The Man Who fra 1999, der definerede en æra. (Jeg er lovligt forpligtet til at minde dig om, at Travis direkte inspirerede Coldplay). En håndfuld ret gode album og to årtier senere – Healy beskrev engang 2007’s The Boy With No Name som “et Greatest Hits, der ikke eksisterede” – tiltrækker bandet stadig en hengiven fanskare og er stadig med på spøg og skæmt. Travis’ navngivning af sin 2018-turnédokumentar Almost Fashionable (hvor de inviterer en journalist med på turné, der tidligere havde gjort sin afsky for Travis velkendt) er lige på næsen nok.
Bandets nye album, der passende nok har fået titlen 10 Songs, er topkarakter for Travis i slutningen af karrieren. Healys sangskrivning, som han sammenligner med at have oplevet en Paul Simon-agtig genoplivning efter 14 år med bare at være far, er mere interesseret i at svæve end at svæve. Sange som “The Only Thing”, der indeholder en duet med Susanna Hoffs fra The Bangles, vil ikke bringe dig til toppen af et sørgeligt bjerg som Travis-klassikerne “Driftwood” eller “Turn”, men dens melodi vil dække dig som et varmt tæppe. “Det er mine bedste sange,” siger Healy. “Jeg synes, det er det mest sammenhængende, jeg har lavet, og det er ikke meningen, at jeg skal lave nogen gode plader i 40’erne. Det er bare loven i rock and roll. Din sidste salgsdato varer kun, indtil du er 26-30 år, og så er du på røven.”
Albummet, der blev udgivet få uger efter valget, giver den nødvendige trøst på samme måde som de mest effektive Travis-sange længe har gjort. Politik har ligget Healy på sinde, ligesom alle andre; efter at have boet i Los Angeles i tre år er han blevet en åbenhjertig “samvittighedsfuld observatør af den amerikanske kulturs sammenbrud”. Han kan ikke lide det, han ser, og han er ikke overrasket. Han har også håb. “Sange er kulturelle ting, der får os til at føle os bedre tilpas,” funderer han. “Det er derfor, jeg kaldte albummet 10 Songs: At være venlig, at gøre enkle ting, er en radikal handling.”
Jeg har læst, at du har skrevet sange på klaver, men 10 Songs føles alligevel som Travis’ første klaverplade. Det føles som det legacy-album, man laver, når man er dybt inde i sin karriere.
Det er bevidst på den måde. Jeg skriver på guitar; jeg kender guitaren så godt. Jeg er ikke rigtig en teknisk spiller, men jeg er en rigtig god guitarist. Jeg har en rigtig god timing, har jeg fået at vide. Men når man skriver på et klaver, har jeg ingen anelse. For mig er klaveret som fransk. Jeg kan ikke tale fransk, men jeg kan lide at høre med et klaver. Jeg har ikke helt styr på det franske leksikon, og det er derfor, jeg styrer mod dette instrument.
Er det fordi du ønskede at udfordre dig selv, eller føler du dig bare fastlåst?
Her er en god analogi. Har du set There Will Be Blood? Kender du scenen i begyndelsen, hvor Daniel Day-Lewis er nede i det hul, og han slår ubarmhjertigt på klippens overflade for at forsøge at få guld ud? Det er sådan jeg har det som sangskriver, som melodijæger. Jeg leder efter melodi. Jeg leder efter den lille, lillebitte smule guld, som jeg kan knuse ned og forvandle til noget. Jeg tror, at med guitaren er det næsten som om, at min pickax bare ikke længere er i stand til at gøre tingene. Jeg har lige skiftet min pickax. Nu kan jeg bryde denne sten væk. Det er ikke bedre end en guitar. Den er bare ikke slidt væk.
Forstå mig ikke forkert. Jeg hader at skrive. Hader det helt og aldeles. Jeg hader det fandeme. Femoghalvfems procent af det at skrive sange er slet ikke kreativt. Det er bare ren og skærende og banalt, og der er ingen briefing. Du stikker bare i mørket, og du ved ikke, hvad der ender på din gaffel. Formentlig ingenting i et stykke tid.
There Will Be Blood havde ikke den bedste slutning for Daniel, så jeg ønsker dig held og lykke.
Håber ikke, at der er nogen, der drikker min milkshake.
Selvfølgelig er din guitarlyd en så vigtig del af Travis’ succes. Tror du, at fansene vil tage godt imod denne drejning?
Jeg er ligeglad med, hvordan tingene lyder. Jeg er bare ligeglad med den øverste linje. Jeg er skide ligeglad. Jeg er ligeglad med melodien; det er den vigtigste del. Det kan lyde som hvad som helst.
Jeg hørte et interview med Thom Yorke forleden dag, et gammelt interview, da alle talte om Kid A. Og han sagde: “Jeg synes, at melodi er pinligt.” Jeg syntes, det var ret interessant. Jeg synes, han er en af de bedste melodiforfattere i sin generation. Som melodiforfatter ved jeg, hvad han taler om. Når man skriver en rigtig god melodi, er det som at finde et nyt grundstof i det periodiske system. Den følelse, som Thom taler om, er at skrive en lortemelodi. Man skal skrive hundredvis af lortemelodier for at få en, der er et nyt element. Det er en udfordring. Lige nu er det det, vi har brug for. Vi har brug for melodi. Vi har brug for sange. Vi har brug for sandheden. Vi har brug for ærlighed. Vi har brug for enkelhed. Kompleksitet bliver i musikken betragtet som noget ophøjet. Musik er den eneste disciplin, hvor kompleksitet faktisk opfattes som værende på en eller anden måde storartet.
Aapropos Radiohead, så ser jeg dit band og Radiohead som to af de større britiske bands fra 90’erne, der kredsede om britpop. I to er stadig dem, der er i gang den dag i dag. Til sidst fik du og Thom begge to skæg og flyttede til L.A.
Vi lever parallelle liv. Jeg lever som Thoms Paul McCartney alter ego.
Hvad enten det er Radiohead eller Travis, så er der nogle få bands, der bare er “Vi er os”. Men som du sagde, var vi uden for det. Hvorfor skulle I følge moden?
Der sker en slags revision lige nu, hvor folk gør op med sig selv, hvor konservativ Britpop egentlig var: Noel Gallagher nægter nu at gå med maske, “Make Britain Great Again”-agendaen og tilbage til det grundlæggende og traditionen i rock’n’roll. Som en, der var en del af den æra, mener du så, at der er noget sandt i det, eller er det bare malplaceret nostalgi?
Jeg forstod ikke Britannia-tingen, fordi, du ved, fuck det. Jeg er skotte.
Da Oasis kom, viste de denne lille 18-årige fyr fra arbejderklassen, at det er muligt for folk fra arbejderklassen at nå op på det absolut højeste niveau af kultur. Hvis man er arbejderklasse i Storbritannien, har man som regel ikke tid til at græde over noget som helst. Man vil bare gerne høre en god melodi, når man kommer hjem fra arbejde, som taler til en på en simpel fucking måde. Det var det, der var det gode ved Oasis.
Når jeg tænker på Britpop, tænker jeg på nogle få bands. Jeg tænker på La’erne. Det ville være interessant at omkategorisere Britpop, og måske hvad det egentlig betyder, for der er bands som The Housemartins og Billy Bragg, der kom før det. The Stone Roses, Happy Mondays. De var en del af den britiske populærkultur, men måske har det brug for en revision. Oasis og Blur var de fremragende bands i den periode, og så kom vi, og så kom Coldplay og Keane. Jeg kan ikke se mange bands, der når disse højder i Storbritannien. Jeg har ikke rigtig set dem i et stykke tid. Det er bare ikke noget for tiden. Måske bliver det det.
Jeg kan ikke tale på Noels vegne, men da jeg hørte, hvad han sagde, tænkte jeg: “Det har intet med dig at gøre.” Storbritannien er et konservativt land. Amerika er et konservativt land. Hvad fanden sker der med dit land? Jeg har boet her i tre år. Jeg ser mig omkring, og jeg ser en masse ulykkelige mennesker. De er alle sammen tomme. Ingen kærlighed. Folk har ikke tid til kærlighed. Folk har ikke tid til deres børn. Folk arbejder røven ud af bukserne bare for at få mad på bordet, et tag over hovedet, og de ser ikke deres børn. Børnene vokser op og føler sig mere deprimerede. Amerika synes at være i denne forfærdelige feedback-loop, og se, hvor I er nu. I har fået influenza, denne metaforiske influenza, og Trump er symptomet. Han er den ømme nakke eller den ømme hals. Han er ikke årsagen. At slippe af med ham vil ikke få det til at gå væk. Og jeg elsker Amerika, absolut. Det er det sted, hvor alt er muligt. Du tog til månen. I satte en sort mand i Det Hvide Hus. Desværre er Trump også mulig i Amerika.
Hvordan har du det som amerikaner?
Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske.
Der er en virkelig interessant bog, der hedder Why Love Matters. Den samler alle disse beviser for fordelene ved kærlighed, og hvor absolut vigtig den er for menneskers sundhed og, i en større sammenhæng, for et lands sundhed. Se på Trump. Her er en person, der aldrig har modtaget kærlighed. Han er blevet forsømt. Den fyr er en omvandrende plakatdreng for ren forsømmelse. Hvad der end er sket med ham, har han skabt denne persona af narcissisme og følelsen af, at han ikke har nogen skam. Der er ingen humor. Der er ingen intelligens. Men han er en fantastisk svindler. Han er en overlever. Jeg beundrer ham ikke på nogen måde, men for pokker, den fyr blev USA’s præsident. Han er den skide svindler gennem tiderne. Han er meget god til det, han gør, men han er fuldstændig tom. Og se, hvem han appellerer til. Han appellerer til folk, der er blevet forsømt af regering efter regering efter regering efter regering, som ikke engang anerkender deres eksistens. Alle smider dem ud. Hav en smule skide medfølelse med disse mennesker, for de er ikke så heldige som du og jeg. En masse mennesker er blevet ignoreret i generationer, og pludselig kommer denne fyr og siger: “Jeg kan se dig.” Han giver dem dog ikke kærlighed. Det kan han ikke. Han er ikke i stand til det.
Dit land går i søvne og har gjort det i 20, 30 år, og det går nu i søvne ud over kanten af klippen, medmindre der sker noget. Jeg tror, at dette valg bliver USA’s IQ-test. Jeg tror, at du vil få flyvende farver. Du kommer til at bestå den, fordi folk er vågnet op, og ikke kun vågne, liberale middelklasseliberale.
Jeg beundrer din optimisme.
Jeg satsede på, at Trump blev præsident 18 måneder før han overhovedet sagde, at han stillede op. Jeg så det bare komme. En aften på en bar i New York med min veninde sagde jeg: “Donald Trump bliver jeres næste præsident”. Og han sagde: “Fuck off”, og jeg sagde: “Jeg sætter penge på det”, og jeg satte 100 dollars på det, og jeg vandt. Jeg satsede denne gang på, at I nok skal klare jer. Det er bare videnskab. Pendulet svinger den ene vej, og det vil svinge den anden vej. Men når det svinger tilbage den anden vej, sætter folk forhåbentlig tingene på plads.
Det er en interessant tid i Amerika. Som en ung dreng så jeg på jeres land, og det var slottet på bakken. Alle jeres film og al jeres kunst og musik og alting var så sejt. I var så kloge og dygtige, og så fik I lige pludselig influenza. I ligger bare på ryggen lige nu. Jeg tror, at det er dømt til at ske, hvis man lader det ske. Jeg tror, at der vil ske gode ting. Jeg har en god fornemmelse.
Jeg håber, at du vinder dit væddemål.
Du skal bare være god. Bare prøv at være god. Det er okay, især nu, at være sød.
Dette interview er blevet redigeret og kondenseret af hensyn til klarheden.